søndag den 1. juli 2012

Fodboldkage



Da min venindes datter, Laura, i marts fyldte 10 år, blev jeg bedt om at hjælpe med at lave en fodboldkage. Min veninde havde et færdigt udrullet marcipan overtræk fra Odense liggende, som hun gerne ville have brugt. Laura er FCK fan, så det skulle kagen jo selvfølgelig afspejle.

Laura kan godt lide hvid chokolade, mango og mange andre ting, men valgtet af smag i kagen blev de to første.
Jeg bagte nogle lagkagebunde, som før efter opskrift fra Jordbærkagen, som efterhånden er blevet min faste opskrift.
Jeg lagde lagkagebundene sammen med hvidchokoladetrøffel og mangomousse.

Opskriften på hvid chokoladetrøffel er den samme, som jeg har brugt før, mangomoussen var en opskrift jeg fandt på www.magasinetmad.dk og tilpassede til formålet.
Lagkagen smurte jeg op med noget smørcreme: 150g smør, 150g flormelis og 2 tsk. vaniljesukker piskes hvidt og luftigt.
Til sidst blev kagen overtrukket med det færdige marcipanlåg fra Odense. Det var ikke særlig nemt at arbejde med, og jeg kunne ikke finde på selv at købe sådan et. Jeg vil hellere lave min egen overtræksmarcipan og rulle ud. Resultatet blev på ingen måde, som jeg ønskede mig, men der var ikke noget at gøre ved det.
Til bolden på toppen bagte vi en chokoladekage, som blev bagt i en metalskål, der havde den rette størrelse. Bolden blev også smurt op med smørcreme og så overtrukket med sugarpaste. De sorte felder blev skåret ud i færdig farvet sort sugarpaste fra Specialkøbmanden og klistert på.
Teksten blev skrevet med sprøjteglasur, der er farvet blåt, græsset er ligeledes lavet med sprøjteglasur.
For at skjule den knap så pæne afslutning af lagkagens overtræk, lavede jeg et blåt bånd af sugarpaste og satte på.
På siden brugte vi sådan nogle pynteting, der er beregnet på at stikke i cupcakes. Vi brækkede tandstikkeren ud og satte dem på med en klat sprøjteglasur.

Kagen smagte ikke helt som forventet. Jeg havde forventet mig mere smag, men det var som at mangomoussen, der ikke ikke smagte af helt så meget som håbet, også tog lidt af smagen fra den hvide chokoladetrøffel. Men uanset smagen, så blev der taget meget positivt i mod kagen, og fødselaren var lykkelig.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar